Velfærdsstaten er sat i verden for at hjælpe mennesker i krise. Alligevel oplever mange familier i dag noget andet: lange ventetider, uendelige møder og sagsforløb, der slider mere på
mennesker, end de hjælper dem. Det rejser et ubehageligt spørgsmål:
Hvad hvis en del af borgernes problemer skyldes måden systemet er indrettet på?
Systemloyalitet som grundlogik
På tværs af mange velfærdsinstitutioner fra skolen til socialforvaltningen, psykiatrien, sundhedsvæsenet og ældreområdet, er relationen mellem borger og system ofte bygget op
efter den samme logik. En medarbejder i systemet definerer problemet. Systemet fastlægger løsningen. Borgeren forventes at samarbejde.
I praksis betyder det ofte, at adgang til hjælp kræver, at man accepterer systemets fortolkning af sin egen situation og tror på den løsning, der bliver lagt frem. Borgerens erfaringer kan godt blive hørt, men først efter de er oversat til systemets kategorier og faglige sprog.
Selvforstærkende cirkel – systemets paradoks
Når mennesker gentagne gange oplever, at de ikke har reel indflydelse på deres egen situation, at deres handlinger ikke ændrer beslutningerne, og at de primært mødes som sager frem for mennesker, opstår der nogle ret forudsigelige reaktioner. Man begynder at tvivle på
sin egen dømmekraft. Man mister oplevelsen af, at ens handlinger gør en forskel. Og relationen til systemet bliver mere og mere udmattende.
Systemeffekt bliver borgerens diagnose.
På den måde er systemet selv med til at skabe borgerens udmattelse, afmagt og afhængighed. Samtidig sker der det, at systemet tolker udmattelsen, afmagten og afhængigheden som et
problem hos borgeren, der så vurderes til at mangle ressourcer, manglende motivation eller manglende samarbejdsevne. Dermed opstår en selvforstærkende cirkel. Resultatet af
systemets handlinger tolkes som borgerens mangler, og det bliver begrundelsen for at system tager endnu mere styring og lægger endnu mere pres på borgeren.
Systemstress
Et andet problem er, at systemet ofte ikke selv har overblik over sin egen indsats. En familie kan samtidig være i kontakt med skole, PPR, socialforvaltning, sundhedsvæsen og eventuelt
psykiatri. Hver enhed arbejder ud fra sit eget ansvar og sin egen logik, men ingen har nødvendigvis det samlede overblik.
Den tidligere formand for Børnerådet, Karin B. Nissen, har kaldt dette fænomen for systemstress: stress, der ikke primært kommer fra livet selv, men fra de systemer, der skulle hjælpe.
For mange familier er dette meget konkret. Det kan begynde med et barn, der får det svært i skolen. Derefter starter processen af møder, underretninger, observationer, udredninger og
kommunale beslutningsgange. Forældre kan opleve at blive indkaldt til møder fra flere forskellige steder i systemet. I nogle familier kan en periode med mistrivsel betyde tre til fem
møder om ugen med forskellige fagpersoner og ofte med meget kort varsel. Det skaber en situation, hvor forældrene i praksis forventes at koordinere det system, der egentlig skulle
hjælpe dem. Samtidig med at de skal tage vare på familien, de andre børn og deres arbejde. Når det ikke lykkes, kan det fremstå som manglende samarbejde eller manglende ressourcer hos familien. Langsomt kan situationen udvikle sig til en kamp mod systemet. Og pludselig er det ikke længere kun barnet, der er i krise. Det er hele familien, der bliver slidt ned. Konsekvensen kan være, at ansvaret langsomt begynder at blive placeret hos forældrene. Hvis
barnet fortsat mistrives, bliver spørgsmålet let, hvad der ikke lykkes i hjemmet.
Spørgsmålet vi bliver nødt til at stille i dag er: Hvad hvis en overvejende del af den lidelse, vi ser, ikke skyldes borgernes mangler men systemets design? Det betyder ikke, at familier ikke har brug for hjælp. Det betyder heller ikke, at myndigheder ikke skal gribe ind, når børn mistrives alvorligt. Men det betyder, at vi må turde stille et mere
grundlæggende spørgsmål: Er vores hjælpesystemer indrettet på en måde, der faktisk styrker mennesker, eller risikerer vi at svække dem yderligere? Hvis hjælpen skal virke, kræver det nogle klare ændringer. Hjælp skal gives tidligere, før problemer vokser sig store. Sagsgange skal være kortere og mere gennemsigtige. Familier skal have stærkere retssikkerhed i mødet med systemet. Og der bør være en tydeligere adskillelse mellem dem, der vurderer behovet for hjælp, og dem der betaler for den.
Hvorfor har Rødovre en så kraftig stigning i underretninger – men ikke bedre kvalitet i deres sager
Dette læserbrev er begået i samarbejde medViggo Bækgaard, advokat (H) – mediatorDu kan læse mere generelt om Viggos arbejde og underretninger på www.boernogsamvaer.dk Da Mette Frederiksen i 2019 lancerede sig selv som “børnenes statsminister” og...
Antallet af virksomheder i Rødovre falder
Dette læserbrev er begået i samarbejde med Kamilla Albek (Formand for Rødovres Erhvervsforening) Når vi diskuterer kommunens budget, så ender fokus næsten altid på velfærd: skoler, ældre,daginstitutioner. Det er også vigtigt, men vi glemmer...
Er kommunen til for borgernes skyld – eller omvendt?
Konservative kommunale observationer anno 2025 Når der er kommunalvalg, er det en god anledning til at vise forskelle på, hvordan vi i Det Konservative Folkeparti gerne vil udvikle Rødovre – sammenlignet med den nuværende socialdemokratiske...
Har vi en mistrivselskrise?
Svaret er nej. 90% af vores børn og unge trives, hvilket betyder, at langt de fleste forældre formår at skabe gode vilkår for deres børn. Men findes der mistrivsel? Svaret er ja. Ca. 10% af børn og unge i Danmark trives ikke. Det indikerer, at...
Et borgerligt menneskesyn i sagsbehandlingen.
I dette læserbrev vil jeg pege på nogle af de problemstillinger, som borgerne oplever på socialområdet. Kommunen forvalter borgernes penge og fordeler hjælp og ressourcer til dem, der har brug for det. Hvis der er behov for en kørestol, hjemmehjælp...