Antallet af underretninger om børn i Danmark er steget markant gennem de seneste år. I Rødovre Kommune er antallet steget med over 80 procent på blot fire år. Det lægger et betydeligt pres på både kommunen og på de familier, der bliver en del af systemet. Samtidig fylder begreber som mistrivsel, omsorgssvigt og psykisk vold mere og mere i den offentlige debat.
Det rejser et vigtigt spørgsmål: Er situationen for danske børn reelt blevet værre? Er der et stort mørketal? Eller er grænsen for, hvornår noget opfattes som mistrivsel, blevet flyttet?
Ingen er i tvivl om, at nogle børn lever i alvorlige problemer og har brug for hjælp fra myndighederne. Børn skal ikke udsættes for vold eller svigt. I sådanne situationer skal samfundet naturligvis gribe ind. For nogle familier kan en underretning også være både nødvendig og hjælpsom. På børnehandicapområdet opleves det endda, at nogle forældre selv laver underretninger om deres børn i håb om at få kommunen til at reagere.
For andre familier kan en underretning derimod opleves som en eskalering af problemer, der i virkeligheden udspringer af mindre konflikter i hverdagen. Man skal huske, at en underretning ikke nødvendigvis betyder, at et barn har været udsat for noget alvorligt. Det betyder blot, at nogen har haft en bekymring, som kommunen bliver bedt om at undersøge.
Derfor er det værd at overveje, om vi i stigende grad er begyndt at gøre almindelige konflikter i familielivet til sager for systemet.
Familieliv er ikke konfliktfrit. Forældre skal sætte grænser, stille krav og håndtere uenigheder med deres børn. Det har altid været en del af opvæksten. Når konflikter mellem børn og forældre i stigende grad tolkes gennem systemets kategorier, såsom mistrivsel og psykisk pres, risikerer vi at udvide systemets rolle ind i områder, der tidligere blev håndteret i familien selv.
Det betyder ikke, at problemer skal ignoreres. Snarere at problemer så vidt muligt håndteres på lavest mulige konfliktniveau for barnets og familiens bedste. Og det sker ikke via en underretning. Her er organisationer som Headspace, Ventilen, Tuba og lignende glimrende eksempler på brugbare lavtærskel tilbud.
En underretning kan sætte en proces i gang, som kan være både lang og belastende for familier. Når først systemet er trådt ind, følger ofte møder, vurderinger, observationer og udredninger.
Det store system kan være svært at stoppe igen, og barnet kan føle sig fanget i en eskalering af en sag, som kommer helt ud af proportioner.
Logikken er således, at familien forventes at købe ind på en form for systemloyalitet: kommunens sagsbehandler definerer problemet og fastlægger løsningen. Forældrene forventes at samarbejde. Familien skal acceptere systemets fortolkning af situationen og samtykke til de indsatser, som systemet stiller til rådighed. Samtidig er det svært for forældrene at vælge møder og forløb fra, fordi manglende deltagelse let kan blive tolket som manglende uvilje i at bringe barnet i trivsel.
Hvis alle vanskeligheder i barndommen bliver gjort til systemproblemer, kan konsekvensen være, at ansvar langsomt flyttes fra familien til systemet.
Derfor er det vigtigt at holde fast i en grundlæggende balance: Samfundet skal beskytte børn mod alvorligt omsorgssvigt. Men samfundet skal ikke træde ind som mentorrollen i helt almindelige familieliv og diskutere sengetider, skærmregler eller tøjbudgetter.
Hvis vi udvider systemets rolle for meget, risikerer vi både at svække familiernes eget ansvar og samtidig overbelaste de systemer, der netop skal hjælpe de børn, der virkelig har brug for det.
Diskussionen bør derfor ikke kun handle om, hvorvidt vi gør nok for børn i mistrivsel. Den bør også handle om, hvor grænsen går mellem et samfundsproblem og almindeligt familieliv.
Hvis vi ikke tør tage den diskussion, risikerer vi, at stadig flere konflikter i barndommen bliver til systemsager, og det er hverken i børnenes eller familiens interesse. Det er også spild af ressourcer, at stadig flere familier bliver gjort til en del af et system, de egentlig ikke havde brug for.
Hvorfor har Rødovre en så kraftig stigning i underretninger – men ikke bedre kvalitet i deres sager
Dette læserbrev er begået i samarbejde medViggo Bækgaard, advokat (H) – mediatorDu kan læse mere generelt om Viggos arbejde og underretninger på www.boernogsamvaer.dk Da Mette Frederiksen i 2019 lancerede sig selv som “børnenes statsminister” og...
Antallet af virksomheder i Rødovre falder
Dette læserbrev er begået i samarbejde med Kamilla Albek (Formand for Rødovres Erhvervsforening) Når vi diskuterer kommunens budget, så ender fokus næsten altid på velfærd: skoler, ældre,daginstitutioner. Det er også vigtigt, men vi glemmer...
Er kommunen til for borgernes skyld – eller omvendt?
Konservative kommunale observationer anno 2025 Når der er kommunalvalg, er det en god anledning til at vise forskelle på, hvordan vi i Det Konservative Folkeparti gerne vil udvikle Rødovre – sammenlignet med den nuværende socialdemokratiske...
Har vi en mistrivselskrise?
Svaret er nej. 90% af vores børn og unge trives, hvilket betyder, at langt de fleste forældre formår at skabe gode vilkår for deres børn. Men findes der mistrivsel? Svaret er ja. Ca. 10% af børn og unge i Danmark trives ikke. Det indikerer, at...
Et borgerligt menneskesyn i sagsbehandlingen.
I dette læserbrev vil jeg pege på nogle af de problemstillinger, som borgerne oplever på socialområdet. Kommunen forvalter borgernes penge og fordeler hjælp og ressourcer til dem, der har brug for det. Hvis der er behov for en kørestol, hjemmehjælp...