Af: Farmor Anne &
Kommunalbestyrelsesmedlem Jette Larsen (Det Konservative Folkeparti)
Vi skriver dette læserbrev, fordi tavshed ikke længere er ansvarligt.
Fra hver vores ståsted, som farmor og som lokalpolitiker, ser vi det samme alvorlige problem: et kommunalt system, der i stedet for at hjælpe skaber utryghed og modstand.
Anne: Som forælder og farmor er det meget hårdt at være vidne til, hvordan en familie med et handicappet barn står alene over for det kommunale system. Det er ubeskriveligt hårdt for familien, hvad de udsættes for.
Jeg er forundret og meget bekymret over kommunens manglende faglige og professionelle indsats over for en familie med et handicappet barn. De sidste par år har familien skullet bruge enormt mange ressourcer på at få en ordentlig og kompetent sagsbehandling omkring deres barns behov. Der mangler tydeligvis en fast tilknyttet sagsbehandler, der har kendskab til hele mit barnebarns komplekse situation. Der mangler kontinuitet og opfølgning, og ikke mindst mangler der en professionel tilgang til at hjælpe familien. Familien står ikke bare alene. Det opleves faktisk, som om de helt generelt bliver modarbejdet, blandt andet ved at udsætte mit mentalt handicappede barnebarn for flere overgreb i form af møder, hvor han sidder uledsaget og ikke forstår, hvad han siger ja og nej til. Den energi, det koster for familien hele tiden at forsøge at komme i kontakt med sagsbehandleren, koordinere mellem hospitaler og kommune, sikre at den pågældende sagsbehandler kender den samlede situation og forsøge at holde fast i de aftaler, der er indgået, er enorm. Det er anstrengende og en kæmpe psykisk belastning.
Jeg oplever samtidig nogle meget kompetente og ressourcestærke forældre, der lige siden mit barnebarn blev født har arbejdet og kæmpet for at give deres barn de bedst mulige betingelser og behandlinger for at undgå varige hjerneskader. Det har krævet og kræver dagligt en kæmpe indsats. Denne indsats har betydet, at mit barnebarn trods hjerneskade og genfejl har udviklet sig utroligt godt. Samtidig skal forældrene have overskud til en almindelig hverdag med en søskende og deres arbejde.
Min baggrund for at skrive dette er de oplevelser, jeg har sammen med familien, når jeg taler med dem, og ved mine ugentlige besøg gennem 13 år, hvor jeg har hentet mine børnebørn fra skole og spist sammen med familien.
Jette Larsen tilføjer: Her er der ikke tale om enkeltstående fejl eller misforståelser. Der tegner sig et mønster med manglende partshøring, afgørelser truffet på utilstrækkelig begrundelse, referater, der ikke udleveres rettidigt, frister, der overskrides, og sagsbehandlere, der ikke læser sagsakterne. Det virker, som om retssikkerheden er under alvorligt pres.
Som lokalpolitiker ser jeg samtidig et systemisk problem, hvor konsekvenserne for familien er så alvorlige, at de har måttet fungere som deres egne sagsbehandlere, jurister og kriseberedskab, samtidig med at de skulle være forældre.
Anne: Jeg har selv gennem mange år været leder i det offentlige og har ofte været i situationer, hvor borger og forvaltning kunne have forskellig opfattelse af en sag. Her har kommunens fokus altid været vigtigheden af at have en konstruktiv dialog i en ordentlig tone og at forsøge at sætte sig i borgerens situation og derudfra finde gode og faglige løsninger. Det har været vigtigt at have en fast, kompetent og professionel kontaktperson, der har kunnet koordinere, og som man altid har kunnet kontakte. Hvis der har været behov for det, har man skiftet sagsbehandler.
Jette Larsen: Netop en konstruktiv dialog, ordentlig tone og evnen til at sætte sig i borgerens sted er afgørende, og en fast, kompetent sagsbehandler er nødvendig. Forvaltningsloven er ikke et katalog af hensigtserklæringer. Den er bindende. God forvaltningsskik er ikke valgfri.
Denne familie har heldigvis ressourcer til at søge hjælp. Mange andre familier tier. Ikke fordi problemerne ikke findes, men fordi frygten for at gøre situationen værre er reel. Rigtigt mange borgere udvikler systemstress med søvnløshed, hjertebanken og angst ved hver besked i e-Boks, fordi de er bange for at blive overrasket af endnu en ny afgørelse.
Så dette læserbrev handler ikke om at udstille enkelte medarbejdere. Det handler om ansvar. Om ledelse. Og om politisk vilje til at sikre, at ingen er hævet over loven – heller ikke systemet selv.