Hvordan jeg som Konservative i et mindretalsparti arbejder konstruktivt i Rødovre
Når man læser referaterne fra kommunalbestyrelsen i Rødovre, kan det let se ud, som om alle partier er enige om det meste. Men sådan ser virkeligheden ikke ud, når man sidder midt i arbejdet.
De store politiske diskussioner og nuanceringer sker længe før, en sag når kommunalbestyrelsen. Det er i udvalgene, vi politikere får mulighed for at stille spørgsmål, udfordre forvaltningen, få uddybet konsekvenserne og påvirke sagens retning. Når en sag til sidst når kommunalbestyrelsen, er den som regel allerede forhandlet færdig, og mange partier har fået de indrømmelser, de kunne få. Derfor stemmer jeg ofte for – ikke fordi jeg er enig i alt, men fordi jeg har været igennem en proces, hvor jeg har fået flyttet sagen i en mere fornuftig retning.
I Rødovre har Socialdemokratiet det absolutte flertal i flere af de vigtigste udvalg, og det præger naturligvis beslutningsprocessen. I Skoleudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget har Socialdemokratiet flertal alene. I Social- og Sundhedsudvalget har de flertal sammen med Enhedslisten, og det samme gælder i Kultur- og Fritidsudvalget samt i Beskæftigelsesudvalget. I Klima- og Naturudvalget har de flertal sammen med SF.
Det betyder, at vi i mindretallet ikke altid kan ændre udfaldet, selvom vi gør os umage for at argumentere og bringe nye perspektiver. Men det betyder ikke, at vores arbejde er forgæves. Tværtimod. Det er i udvalgene, man kan flytte noget – også selvom man ikke har flertal.
Som konservativ gør jeg meget ud af at inddrage mit bagland. Når jeg får nye sager på dagsordenen, drøfter jeg dem med borgere, frivillige, foreninger, erhvervsliv og fagpersoner, der kender området. Det giver mig et solidt grundlag for at forstå, hvordan beslutningerne vil virke i praksis, og det input tager jeg med ind i udvalgene. På den måde sikrer jeg, at virkeligheden og erfaringerne fra hverdagen også bliver hørt i de politiske drøftelser.
Ofte er forvaltningens sager skrevet på en måde, der er meget overordnet og svær at være uenig i. Formuleringerne handler om gode hensigter – at styrke trivsel, sikre bæredygtighed eller understøtte fællesskaber. Det er svært for nogen at stemme imod den slags mål. Men de store forskelle ligger i, hvordan vi når målene – hvor hurtigt, til hvilken pris og med hvilke konsekvenser for borgerne. Det er her, politikken for alvor lever.
Det er vigtigt at forstå, at de fleste sager kommer fra kommunens forvaltning, og at de i mange tilfælde allerede er udtryk for flertallets politiske linje. Når Socialdemokratiet siger, at de kan samarbejde med alle partier, fordi der er så stor enighed, handler det ikke om, at vi deler politisk retning – men om, at sagerne allerede bærer Socialdemokratiets præg, inden de bliver sendt ud i udvalgene.
Jeg tror ikke på symbolpolitik. Det er nemt at stemme imod for at markere sig, men det flytter sjældent noget for borgerne. For mig handler politik ikke om at lave markeringer, men om at skabe resultater, der holder i virkeligheden. Jeg mener, at man bedst tager ansvar ved at deltage, påvirke og samarbejde.
Jeg går ind i sagerne med respekt for samarbejdet og for demokratiet. Jeg deltager aktivt og tager ansvar for helheden, men jeg er heller ikke bange for at markere, når jeg mener, at retningen ikke er rigtig. Jeg stemmer for, når jeg har været med til at forbedre en sag, og jeg stemmer imod, når jeg mener, at nogen skal turde sige fra.
Jeg tror på, at politik skal bygge på dialog, faglighed og ordentlighed. Og jeg tror på, at de bedste løsninger opstår, når man tør lytte til hinanden – også selvom man ikke er enig. I Rødovre arbejder jeg som konservativ for at flytte politikken i en mere balanceret, realistisk og borgernær retning. Det gør jeg hver eneste dag – i udvalgene, i debatterne og i mødet med de mennesker, det hele handler om.