Dette læserbrev er begået i samarbejde med
Viggo Bækgaard, advokat (H) – mediator
Du kan læse mere generelt om Viggos arbejde og underretninger på www.boernogsamvaer.dk
Da Mette Frederiksen i 2019 lancerede sig selv som “børnenes statsminister” og Astrid Krag talte om behovet for flere tvangsfjernelser, blev der sat en klar politisk ramme: Kommunerne skulle gribe hurtigere ind. Det kan lyde fornuftigt. Men problemet er, at politiske signaler former kulturen helt ned i kommunerne. Når statsministeren giver udtryk for at børnene lider, så skaber det et narrativ. Og man kan høre blandt sagsbehandlere og fagfolk, at de hellere vil have en underretning for meget end én for lidt.
Resultatet er tydeligt i tallene. I Rødovre Kommune er antallet af underretninger steget med over 80 procent på fire år. Nationalt er stigningen 32 procent fra 2021 til 2024. Bag hver underretning ligger tid, ressourcer, et barn. Og ikke mindst en familie som måske ikke var i krise før underretningen blev sendt. Men som i processen oplever et meget indgribende system præget af mistillid, som kan være svær at ryste af sig igen. Dette indspark handler ikke om, at børn ikke skal hjælpes. Selvfølgelig skal børn og familier hjælpes! Men vi må huske, at flere underretninger ikke i sig selv giver bedre sager. Snarere
tværtimod: Når systemet presses, falder kvaliteten. Sager lever ikke op til loven, og Ankestyrelsen har hjemvist 62 procent af de klagede sager på socialområdet og 78 procent på børnehandicapområdet i 2024. Det betyder nye gennemgange og revurderinger, samt brug af endnu flere ressourcer, uden garanti for bedre hjælp til barnet. På engelsk taler man om en Hegelian Dialectic Sweetie, når magtpersoner skaber et problem (børnene lider), som så afstedkommer en passende stor frygt i folket. Systemet reagerer derefter med flere underretninger og dermed opgives folks frihed til gengæld for endnu mere kontrol og sikkerhed. Og på den måde bruger Rødovre kommune flere ressourcer end resten af landet, på at kigge almindelige familier efter i sømmene – med henvisning til hensynet for barnet. Mens de mest komplekse sager kan drukne i mængden.
Vores spørgsmål er derfor: Har den politiske retorik skabt en selvforstærkende spiral? Hvordan sikrer vi et system, der prioriterer kvalitet frem for kvantitet, så de børn, der har mest brug for hjælp, faktisk får den?
Vi ser tingene ret ens men fra hver vores udgangspunkt. Jette er sociolog og social entreprenør med professionel fokus på selvmordstruede – og konservativ politiker. Viggo er familieretsadvokat med fokus på børn, der ikke længere bor sammen med begge forældre. Fra begge vores udgangspunkt spiller underretningerne og sagsbehandlingerne en betydelig rolle for at sikre børnenes bedste.