Kommunen er det sted, hvor borgere med sociale og psykiatriske problemstillinger møder flest kontaktpunkter. Derfor er det både vigtigt og fornuftigt, at kommunen etablerer en ambitiøs og borgercentreret samarbejdsmodel, der går på tværs af sektorer for at sikre en koordineret og helhedsorienteret indsats for den enkelte borger.
Psykisk syge danskere lever i gennemsnit næsten 20 år kortere end resten af befolkningen. Det skyldes en højere forekomst af dødsfald forårsaget af selvmord, ulykker og alkoholrelaterede sygdomme. Derudover ses en markant overdødelighed ved alle former for fysiske sygdomme, når de ledsages af en psykisk lidelse.
Udover de direkte samfundsøkonomiske omkostninger er de sociale og personlige konsekvenser for den enkelte familie ofte uoverskuelige, når et familiemedlem rammes af psykisk sygdom. Psykiske sygdomme har tendens til at nedarves i familier, og børn i sådanne familier mistrives i særlig grad.
Statistikker viser, at kun 15 procent af os aldrig vil få kontakt med psykisk sygdom. Derfor må vi ændre vores syn på mental sundhed: Psykiske lidelser er ikke tegn på et skrøbeligt sind, men en – næsten – uundgåelig del af livet.
Borgere med psykiatriske, handicapmæssige og sociale problemstillinger har ofte kontakt med mange forskellige aktører i det nære sundhedsvæsen – fra egen læge, hospital, praktiserende psykiater og socialpsykiatri til voksenstøtte, jobcenter, familieenhed og somatiske hospitaler. Det skaber et væld af kontaktflader, behandlingsplaner og mål, som den enkelte borger forventes at navigere i. Dette er særligt problematisk for borgere med psykiske lidelser, der ofte mangler det kognitive og mentale overskud til at håndtere de mange krav og tilbud fra både region og kommune.
Jeg vil arbejde for, at forvaltningerne fremmer samarbejdet på tværs i kommunen. Ingen borgere skal selv rende spidsrod mellem forvaltningerne eller fungere som deres egen sagsbehandler for at få adgang til den hjælp, de har ret til.
Jeg vil også arbejde for, at kommunen aktivt indgår i tværgående samarbejder med regioner og andre kommuner – for eksempel gennem netværksmøder, brugergrupper og fælles tilbud. Et konkret eksempel kunne være en tværgående kommunal indsats for unge med cerebral parese i samarbejde med regionen.
Den enkelte borger skal opleve ét samlet, nært sundhedsvæsen, der er nærværende, koordineret og klar til at hjælpe med de udfordringer, livet bringer.