I dette læserbrev vil jeg pege på nogle af de problemstillinger, som borgerne oplever på socialområdet.
Kommunen forvalter borgernes penge og fordeler hjælp og ressourcer til dem, der har brug for det. Hvis der er behov for en kørestol, hjemmehjælp eller et undervisningstilbud, er det meningen, at kommunens sagsbehandlere skal vurdere behovet og tildele den nødvendige hjælp.
Men det kræver, at sagsbehandlingen er grundig, at der lyttes til borgeren, de pårørende og fagpersoner som læger – og at sagsbehandlerne forstår borgernes aktuelle situation. Desværre er dette langt fra virkeligheden. Der mangler kompetencer, tid og ressourcer i kommunernes sagsbehandlingsenheder. Derfor bliver afgørelser ofte truffet hurtigt og sporadisk – og nogle gange virker det, som om afslaget allerede er besluttet på forhånd.
Mange sagsbehandlere ved godt, at de ikke lever op til idealerne, hvilket skaber stor utilfredshed, høj personaleudskiftning og en forrået kultur i forvaltningerne. Forråelsen ses særligt i samarbejdet med pårørende, forældre og fagfolk. I stedet for samarbejde opstår der en “dem-mod-os”-mentalitet. Et eksempel: En sagsbehandler skrev i et afslag på en §41-ansøgning (om tabt arbejdsfortjeneste) til en familie med et barn ramt af senfølger efter en alvorlig hjernerystelse: “Det er os i kommunen, der har barnet til dagligt i skolen, som bedst kan vurdere, hvordan barnet fungerer.”
Sagen handlede om en familie, der havde 17 hospitalsbesøg på seks måneder og søgte hjælp til dækning af den forælders tabte arbejdsfortjeneste, der ledsagede barnet til behandlinger. Afslag som dette, på baggrund af ringe sagsbehandling, er desværre ikke enestående.
Kommunerne bruger ofte antallet af klagesager som mål for deres succes. Men det giver et skævt billede, for det er kun en lille del af borgerne, der orker at klage. Mange uberettigede afslag bliver aldrig anfægtet. For dem, der klager til Ankestyrelsen, bliver kommunernes afgørelser i høj grad omstødt. I Rødovre Kommune fik 67 % af klagerne medhold – og kommunen blev pålagt at genbehandle sagerne.
Ministeriet er opmærksom på problemerne, og der er nedsat en taskforce for at hjælpe kommunerne med at rette op på fejlene.
Vi må ikke glemme, at det handler om menneskers liv og trivsel. Familier, der venter fire måneder på en afgørelse og derefter yderligere 4–6 måneder på en klagesag, er under enormt pres. Nogle oplever endda, at deres egne anstrengelser for at få hverdagen til at hænge sammen bruges imod dem. Eksempelvis en mor til tre, som forsinket møder på arbejde, fordi hun må hjælpe sin deprimerede teenager i skole. Når kommunen så bruger det som argument for afslag – fordi “teenageren trods alt kommer i skole” – så knækker filmen selv for stærke familier. Og sådan kan en familie, der med rettidig støtte kunne have klaret sig, i stedet ende i nedbrud.
En ny tilgang er nødvendig
Kommunen bør stoppe med at vurdere borgerne ud fra et subjektivt “funktionsniveau”. Funktionsniveauet er flydende, udefinerbart og baseret på individuelle vurderinger uden klar faglig forankring. I stedet skal vi fokusere på borgerens behov og forstå deres lidelse – og sætte den rigtige støtte ind tidligt i forløbet.
Det kræver en ændring i menneskesynet:
-
99 % af borgerne i Rødovre vil helst klare sig selv uden kommunal hjælp.
-
99 % beder ikke om hjælp uden grund.
-
99 % af pårørende, forældre og læger blander sig ikke uden grund.
-
100 % af borgerne har ret til en individuel, objektiv og fagligt forankret vurdering.
Hvis vi vil løse problemerne på socialområdet, må vi tage udgangspunkt i respekt, forståelse og faglighed – ikke mistro og standardafslag.