Svaret er nej. 90% af vores børn og unge trives, hvilket betyder, at langt de fleste forældre formår at skabe gode vilkår for deres børn.
Men findes der mistrivsel? Svaret er ja. Ca. 10% af børn og unge i Danmark trives ikke. Det indikerer, at disse børn lever under forhold, hvor selv forældrenes bedste indsats ikke kan afhjælpe de mangler, der påvirker deres trivsel. De 10% skal naturligvis have hjælp. Hvad er mistrivsel så egentlig? Nogle opfatter mistrivsel som en sygdom, der, ligesom andre sygdomme, forårsages af ydre eller indre faktorer som stress, krav eller for meget tid foran digitale skærme. Men denne forståelse er ikke tilstrækkelig, da det kun er 10%, der er berørt. En anden og mere fænomenologisk tilgang handler om, at mistrivsel opstår som et resultat af den unges oplevelser og deres holdning til det oplevede.
Ligesom i den nye bog af Karen Wistoft og Lars Qvortrup:Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse, støtter jeg denne fænomenologiske forståelse. Denne bog virker særligt relevant i en politisk sammenhæng i Rødovre Kommune, hvor trivsel er et centralt tema. I Rødovre taler man om, hvordan forældre kan blive tydelige voksne, der sætter grænser for børns skærmforbrug. Man taler også om, at piger mobber online, mens drengene spiller sammen. Rundt omkring i byen reklamerer Girltalk med, at 35% af unge piger har dårligt mentalt helbred, og ved Trivselstopmødet på Tinderhøj blev det fremhævet, at unge kvinder er en særlig sårbar gruppe, når det kommer til mistrivsel. Men disse narrativer om mistrivsel blandt børn og unge er pudsige og til tider misvisende, når vi faktisk har
en generation, der i høj grad trives. Jeg ved, at de store piger i mit hjem lukker ørerne for den slags beskyldninger og er mere optagede af emner som abortlovgivning i USA og krig i verden.
Værre er det, at Rødovre Kommune spilder ressourcer og medarbejdertid på at løse problemer i familier, som måske slet ikke eksisterer, fordi børnene trives. I stedet for at afholde underholdende arrangementer med Chris McDonald for forældre i Viften, så burde kommunen fokusere på sin kerneopgave og hjælpe de 10% som mistrives og altså bruge ressourcerne fornuftigt. Der bør fx sikres nok pædagoger i institutionerne og skolerne, og der skal være medarbejdere tilgængelige, når unge i Rødovre bliver udskrevet fra
kriminalforsorgen eller psykiatrien.
I forbindelse med trivselsindsatsen er vi i kommunalbestyrelsen blevet præsenteret for idéen om en rød bænk i skolegårdene. Tanken er, at børn, der er kede af det, kan sætte sig på bænken som et signal om, at
de har brug for hjælp. Men det virker kontraintuitivt at udstille sårbare børn yderligere på denne måde. Hvorfor sætte dem i en endnu mere sårbar situation?
I stedet burde man fokusere på kerneydelsen og det er at støtte børnene gennem flere gårdvagter i frikvartererne, der kan hjælpe med at styrke deres kompetencer baseret på en fænomenologisk tilgang.
Det handler om at tage hånd om børnenes oplevelser og arbejde med deres problemstillinger på en måde, der fremmer deres mestringsevne, fremfor at udstille dem som ofre.
Publiceret i Rødovre Lokalnyt oktober 2024