Forbedringer i folkeskoler, daginstitutioner og ældrepleje står højt på ønskelisten – eller rettere sagt, valgflæsket – i disse dage. Men ofte er det svært at få øje på, hvor pengene egentlig skal komme fra.
At støtte iværksætteri og startups er en vigtig del af løsningen. Det er her, de nye, varige arbejdspladser skabes. Store virksomheder som Carlsberg kan ansætte 200 mennesker – men de kan også fyre 200 igen. Når et menneske bliver selvforsørgende som iværksætter, skabes et helt nyt job og en ny indtægtskilde, der ellers ikke fandtes.
Derfor er det så vigtigt at skabe bedre vilkår for iværksætteri og startups i Rødovre. Det er her, vi skal finde den fremtidige vækst og de penge, der kan finansiere forbedringerne i den offentlige sektor.
Som ansvarlig voksen overvejer man naturligt, hvor pengene skal komme fra – hvad enten det gælder en ny sofa i hjemmet eller renovering af cykelstierne i kommunen. Der skal altid være en finansieringskilde. Forskellen mellem rød og blå blok ligger ofte i synet på, hvordan man skaffer disse penge: Rød blok ønsker typisk at hæve skatterne, mens blå blok mener, at man ikke skal straffes for at være dygtig og flittig.
Jeg er enig i det sidste. Derfor er jeg konservativ. Vi skal lade pengene arbejde i virksomhederne og i samfundet, så vi skaber mere vækst, større velstand og flere arbejdspladser – til gavn for os alle.
Alle ønsker bedre kvalitet i den offentlige sektor. Rød blok vil udvide den offentlige sektor for at nå målene. Blå blok vil i stedet forenkle og modernisere, så vi opnår forbedringer gennem smartere organisering. Styringen skal ske gennem klare mål og rammer, og flere offentlige opgaver bør udsættes for konkurrence for at sikre den bedste kvalitet til den bedste pris.
Publiceret Rødovre Lokalavis 2021