Forråelse skal bekæmpes – vi må aldrig acceptere det
For nylig overhørte jeg en samtale i Netto. Den ene var familiebehandler i en kommune, den anden en tidligere kollega. Samtalen lød nogenlunde sådan:
Person 1 (familiebehandler): “Jeg er helt udkørt. Jeg har lige været til netværksmøde med en familie. Moderen talte sindssygt grimt til mig. Men heldigvis var min leder med og hørte det.”
Person 2 (kollega): “Nå, men så kan du jo bare håbe, det fortsætter, så du kan tvangsfjerne de møgunger.”
De to mennesker er sikkert både moralske, etiske og fagligt velfunderede. Alligevel lod de denne samtale finde sted midt i Netto. I bagklogskabens klare lys har de nok følt en vis skam bagefter. De ved også godt, at en mor i en så presset situation – hvor hendes børn kan blive taget fra hende – kan reagere voldsomt. Man skal blot se på dyreriget for at forstå, hvordan moderdyr reagerer, når deres afkom trues.
Forråelse findes i mange faggrupper. Vi så det i dokumentaren Plejehjemmene bag facaden på TV2, og vi hørte det i optagelser fra samtaler mellem pårørende og akuttelefoner i sagerne om kødædende bakterier og meningitisdødsfald. Forråelse er en reel trussel alle steder, hvor mennesker arbejder med mennesker – og det skal bekæmpes.
Fokus, fokus, fokus – og stærk lederuddannelse
Man spørger sig selv: Hvorfor stoppede ingen samtalen i Netto? Forklaringen er, at det er svært at gribe ind, når værdierne begynder at skride på en arbejdsplads. Mennesker motiveres stærkere af ønsket om social accept end af deres egen moral. Det er en vigtig læresætning fra ondskabens psykologi: Mennesker er mere sociale end moralske.
Derfor er stærke ledere helt afgørende. Ledelsen i kommunens institutioner skal kunne gå ind i lærerværelser og frokoststuer og stoppe historierne om “de vanskelige borgere”. Der skal være konstant fokus på tonen og på professionalismen. Det gælder også, når personalegrupper roser sig selv overdrevent – for gentagelse skaber normalisering og forstærker skævvridningen.
Afmagt og utilstrækkelighed er ofte roden til forråelse. Og fordi forråelse er et kollektivt problem, kræver løsningen også kollektive indsatser. Afmagtsfølelse er en uundgåelig del af arbejdet med mennesker, og derfor vil der altid være en risiko for forråelse – men vi kan forebygge det.
Vejen frem: Dyb faglighed og viljen til at forstå
Afmagt skal mødes med dyb, bred faglighed – en faglighed, der altid søger at forstå og hjælpe uanset målgruppen. Alle mennesker har behov for at blive set og forstået. Derfor skal medarbejdere trænes i kognitive bias, i at håndtere tvetydighed, i borgerinvolvering og i narrative metoder. Selv de dyreste politiske tiltag fejler, hvis borgernes reelle historier og behov ikke bliver forstået.
Ingen ret til at arbejde med mennesker ved grov adfærd
Som konservativ mener jeg, at vi skal kunne fratage retten til at arbejde med mennesker, hvis man handler groft og nedværdigende. Ikke alle egner sig til opgaven. Derfor ønsker jeg, at autorisationsloven udvides, så også SOSU-hjælpere og andre relevante grupper kan miste retten til at arbejde med sårbare borgere.
Hvis man ikke kan behandle andre mennesker ordentligt, skal man finde sig en helt anden branche.
Publiceret i Rødovre Lokalavis i 2022